Fuzzy 75 – hyldest til et sprudlende legebarn

Jeg husker som barn at have set Fuzzy i TV omkring 1980. En venlig mand med vildt hår, som kunne improvisere ud af det blå, og bare ku’ det der med både at være kapelmester i det hedengangne tv-program ”Kanal 22”, lave børne-tv, ”Fuzzys værksted”, og så samtidig være elektronisk musik-komponist med stort K. En sand multi-musikkunstner.

Hvordan gør man det? Man er vel først og fremmest ekstremt produktiv. Og så er man ikke bange for at krydse mellem forskellige musikgenrer, og forholde sig legende til det hele. Gætter jeg på. Det er i hvert fald det indtryk man får, når man lytter til den retrospektive udgivelse Chimes of Memory, der er kommet på Dacapo i anledning af hans 75 års fødselsdag.

Cd’en er bygget op som en zigzag igennem Fuzzys produktion i perioden 1975-2006. Her er alt fra det grandiose orgelværk over elektroakustisk musik til et bedaget flygels endeligt midt i forbrændingsanstaltens skrot.

Vennen gennem mange år, elektronisk musik-komponist Wayne Siegel, har skrevet booklet-noterne til cd’en, og man mærker tydeligt hans kærlighed til musikken og mennesket bag. Det er gode og kondenserede beskrivelser af musikstykkerne, deres bagvedliggende idé og tilblivelsesproces.

Notre Dame-katedralens rum
Notre Dame Trilogy (2002-2006) åbner cd’en. Et orgelværk i tre satser skrevet til den franske monsterkatedral Notre Dame med dets monsterorgel, suverænt fortolket af professor Grethe Krogh. Man fornemmer helt klart, at der ikke er langt fra orglets myriader af stemmer til oldebarnet, synthesizeren, som Fuzzy i særlig grad har beskæftiget sig med som komponist. 

’Knald på’ kunne være undertitlen på første sats, som borer sig igennem rummet, som var orglet stævnen på en kæmpe skonnert, der sejler igennem katedralen. Det er senromantiske, jazzy-lækre akkorder i progression efter hinanden, som spørgsmål, svar, eftertanke, knald på og ingen tvivl. Reminiscenser af toccataer når lige at ramme bevidstheden før de brydes op og bliver til alt muligt andet undervejs. Et dejligt mundret tema serveres som en stråleglans og Marseillaisen, den franske nationalmelodi, sejler kort forbi inden den spaltes videre ud til atter andre musikaske idéer. Tvivl og spørgsmål sætter ind og brydes af dundertale. 

Anden sats er tyst, nysgerrig, prøvende og forsigtig. Spørgsmål, ingen svar. Endnu engang titter små musikalske referencer til gamle travere frem, men her i et sløret røg- eller troldspejl. Orglet gør oprør og tramper løs på alle tangenter og pedaler – i desperation? Afmagt? Vi er tilbage i tusmørket, hvor vi knapt aner konturer af musikalsk vraggods fra andre tider. Drømmer det franske orgel om sin barndom som karrusel-akkompagnatør? Selvrefleksion for fransk orgel. 

Tredje sats er en imaginær vandring gennem et bestemt bjerglandskab, nemlig J. F. Willumsens Jotunheimen i al sin monumentale storhed. Alle tre satser er oprindeligt komponeret og uropført hver for sig, men inspireret af Notre Dame-kirkens store rum og smukke orgel, samlede Fuzzy alle tre værker i ét, som blev opført i 2009 i Notre Dame-kirken på hans 70-års fødselsdag.

Mod til at lege med klichéer
Hjerteslag og elektronisk vind og vejr indleder næste værk på cd’en, B-Movies, fra 1997. Solisten Tine Rehlings harpespil svøbes i et elektroakustisk mystisk lydunivers, som var det et space-eventyr eller en agent-film fra det ydre rum. Et elektronisk uvejr bryder løs og går amok i kvasi-rytmiske mønstre med kontrasterende blide harpe-arpeggio’er ind over. Uvejret har sat gang i et funky orientalsk beat med en minimalistisk synth-figur, som harpen spiller besnærende op ad. Vi befinder os midt i en sneaky foxy thriller-film med tåge i de japanske kirsebærtræer og skygger op og ned ad væggene. 

Synth-lydene er typiske for sin tid, spidse ’drum pads’ og klokke-agtige ’Rhodes’-lyde a la DX7 tilsat en god gang rumklang. Fuzzy tør lege med klichéer på den fede måde. Lækkert, humoristisk og besnærende på grænsen til det kitchede, og det er skønt og billedrigt.

En elektronisk kanon
Noget anderledes forholder det sig med det elektroniske tilbageblik Chimes of Memory fra 1987, som også har lagt navn til denne retrospektive plade. Her er helt klart tale om et ’kanonisk’ værk af den modernistiske kaliber, som skriver sig lige ind i den musikalske klangundersøgelses ånd. Danmarks Radio havde anskaffet sig sin første digitale lydstation: En kæmpe computer til lyd, som Fuzzy blev bedt om at komponere noget til. Optagelser af glas og balloner blev formet og æltet rent klangligt til forskellige spøgelsesagtige lyde, suppleret med DX7-synthesizerens glas-lignende ditto. 

Det er der kommet et stort anlagt næsten symfonisk værk ud af, som spiller på hele klangfarve-registret. Det er utroligt smukt og svævende, som spøgelser der bevæger sig uendeligt langsomt igennem sirup, til tider afbrudt af små dråber af lette elektriske beats.

På vej ud til en poetisk galakse
Rejsen gennem Fuzzys elektroniske verden spoler frem igen, nu til 2004. Tre tilbageblik er bestilt af saxofonvirtuosen Jeanette Balland, og sopranen Signe Asmussen kigger ind i samplede lydbidder. Det går rasende hurtigt, er sjovt, spøjst og til tider poppet samtidig med, at det er dødseriøst, poetisk og legende. R2D2 møder saxofon i elektroakustisk duet på vej ud til en poetisk galakse.

På en eller anden måde formår Fuzzy at række udover partiturmusikken og ind i den mere poppede musiks drømmende verden. Vi er med ham, hele tiden – lige gyldigt hvor vanskeligt det bliver. Han danser fjerlet mellem det komplicerede og ’poppede’ forstået som ’for folket’, altså tilgængeligt. Og så på en meget elegant og ukrukket måde. Sagt på en anden måde, Fuzzy skider på skellet mellem høj og lav musikkultur og gør som han vil. Ja, nærmest spiller på skellet som musikalsk effekt – at række musikalsk tunge. Og det er holdbart.

Skrot har også en sjæl
På sidste nummer på cd’en, ”Stjerner over Københavns Vestforbrændingsanstalt”, er vi helt tilbage til Fuzzys tidlige elektroniske musik. Dette nummer åbnede simpelthen denne cd for mig.

Værket begynder med lyden af skrammel, der synes at gøre status på et langt liv i menneskenes tjeneste. Metalskrot, der kramler en melankolsk svanesang med rusten, gurglende stemme. Et enligt gammelt spøgelses-klaver spiller drømmende, melankolsk og vemodigt midt i skrotbunkerne på Vestforbrændingen. Næste stop er stjernerne. 

Udtrykket er så fint og poetisk på grænsen til det patetiske, at det – endnu engang – kan gå lige ind i hjertet. Tak for det.

Fuzzys retrospektive cd giver et rigtigt godt indtryk af Fuzzys musikalske produktion, og ikke mindst hans enorme musikalske palet, stilistiske spændvidde, gode humor og musikalske mod til at gøre som han vil. Fuzzy er langtidsholdbar og lader til altid at have været det. Det er som om tidens tendenser kun lige får lov til at sige goddag i hans musik, for så splitsekundet efter, at blive vendt og drejet, undersøgt og gransket, trykket på maven og drillet lidt – men altid på en kærlig og respektfuld måde. 

Fuzzy er og bliver tro mod sin kerne – at gøre som han selv vil, hele vejen igennem.